Verdens mest stædige barn...

Vi har faktisk ikke ret mange "regler" herhjemme - den ultimativt vigtigste regel er at man skal høre efter, hvad mor eller far siger, og så i øvrigt ellers opfører sig pænt ( altså, det omtales ikke som en regel at man ikke tæsker løs på hinanden, taler sådan rimelig pænt osv.)

Vi kan sidde lææææænge ved aftensbordet (også i kraft af, at Louise ofte er meget længe om at spise) - det behøver de slet ikke, Lucas og Lærke kan sagtens rejse sig, når de ( begge ) er færdige.
Det eneste er, at de skal sige tak for mad, og bære deres tallerken ud.

Jeg ved udemærket godt, at der er rigtig mange holdninger til bordskik/ikke bordskik rundt omkring, men sådan har vi valgt det herhjemme, det har vi altid selv været vant til.
Jeg bliver sgu vildt forundret, hvis vi har en til spisning, og gæsten bare rejser sig uden hverken at sige tak for mad eller noget...

Nå, men vi har leget det ind i børnene, og det har aldrig været noget problem.
Før nu altså.

Lærke prøver i den grad grænser af, hun har altid sagt tak for mad, med et smil på læben, også var det, det...

Men nu prøver hun så alt muligt af.

I aftes gad hun ikke lige sige tak for mad, og skred bare fra bordet.
I et snuptag var hun tilbage på sin stol ved siden af mig, jeg spurgte smilende om hun var færdig med at spise... Det var SÅ tydeligt at hun var helt med på hvad jeg mente.

Men hun havde besluttet sig; ikke om hun gad sige det, eller hjælpe med at tage sine ting ud.

Vi endte faktisk med at blive siddende ved bordet, lige indtil sengetid. Uden dårlig stemning eller noget, bare meget, meget kedeligt og med ingen underholdning.

Hun var fuldstændig kold -:)

I dag har Henrik været i aftenvagt, så jeg har holdt skansen alene.
Jeg nævnte intet ved spisetid, vi havde det super hyggeligt.
Da Lærke ikke kunne spise mere, hev hun mig lige i ærmet; "jeg er mæt nu mor, tak for mad" (og så en kunstpause, hvor hovedet blev lagt på skrå)); "nu HAR jeg sagt det!!!"

Hele sætningen sagt, med det mest lumske smil...

Jeg var helt færdig, og kunne næsten ikke holde masken, krammede hende, og så var hun smuttet...

Gad vide, om hun syntes vi er dybt åndssvage?

Da jeg var barn måtte vi ikke have (strømpe) fødderne på sofabordet, jeg syntes det var fuldstændig åndssvagt at vi ikke måtte, for hvad sker der lige ved det?

Jeg besluttede, at når jeg engang var voksen, så måtte man gerne hjemme hos mig.
Det er så den dybere årsag til at mine syrebasser ofte er at finde på sofabordet...

Man skal vælge sine kampe med omhu, og det gør vi i den grad, men lige her, der var vi helt enige om, at det var nu eller aldrig...

Stædige pigebarn!!!