torsdag den 21. april 2011

Hvordan Dorthe Kollo reddede min morgen...

Henrik stod op kl. 4, for at køre på arbejde (den stakkel, når han nu først var hjemme 19.15 i aftes, lortevagter han har for tiden...)

De bedste morgener er vel egentlig, når ungerne vågner sådan lidt ad gangen, og ikke som i morges, hvor de alle 4 var vågne og friske, og gerne ville have mors hjælp - NU!!!

Slet ikke når moren egentlig gerne vil starte morgenen sådan lidt roooooligt, først på badeværelset, så en god kop kaffe, og ja, i det hele taget hører moren til den type mennesker, der har vanskeligt ved at tale rent før kl. 10...

Det harmonerer IKKE med 4 børn!

Jeg vågnede ved at Lucas og Lærke lå under fars dyne ved siden af mig, og så på billeder, på Lucas´ Nintendo - Linus vrøvlede løs i vuggen, og var liiiidt sur - mine ører opfangede Louises kalden i det fjerne (lyde, grin, sure lyde, lidt mere grin).

Åh ja, den varme dyne var en saga blot - men da jeg så så, at klokken var 7.45 - ja så blev jeg alligevel lidt glad, for den KUNNE jo lige så godt have været 6...

Da jeg var færdig på badeværelset opdagede jeg, at jeg havde glemt at tage mit tøj med derned, men det føltes jo lidt dumt at gå forbi Louise, som hun lå der i sengen og var vågen, for at gå ned og hente det  - så uden at tænke videre over de store panorama-vinduer ud mod haven (og bagboen), vaskede jeg Louise og fik hende op i sin stol, just iført Eva-kostume...:-)

Ned i stuen med Louise (og mor stadig iført Eva-outfittet) var de to mellemste godt i gang med at tage livet af hinanden.
De fik lige læst og påskrevet, mens jeg hentede (egentlig meget tålmodig) Linus i vuggen.

Fik lavet en flaske og givet ham den ( havde nu fået en kaffetår samtidig, pyhhhh, salig fryd)  - meeeen, bassen er jo mindst 15 min. om at spise, det er LÆNGE at vente på morgenmad for en 3-årig - hun blev tilbudt inden, men var jo i fuld gang med at aflive sin storebror, og havde ikke lyst - samme lyst indfandt sig naturligvis i det sekund, jeg satte flasken for munden af rå-sulten baby.

Linus måtte således indtage sin morgenbitter, omgivet af meget utålmodigt pigebarn på den ene side, og storebror på den anden - godt i gang med SIN morgenmad, han er nu sød Lucas, han tilbød Lærke sin hjælp, men i morges var det KUN mor der duede - møgunge - men så måtte hun jo vente. -

Da Linus var færdig, fik Lærke sin morgenmad - Louises sondemad blev sat i gang, og så startede The Never Ending Story; tandbørstnings-rækkefølge-helvedet; hvem skal have børstet først i dag, og hvorfor er det rimeligt/ikke rimeligt, og hvorfor smager den tandpasta så skrækkeligt, og det kan godt være Lærke og Louise gerne vil have at man synger for dem imens, men det vil Lucas eddermame ikke, og HUSK det nu lige ik´!!

Nå, Louise tabte lodtrækningen (surprise) og blev den første - Lærke med hiv og sving den anden, og så var jeg jo så godt i gang med sangene, at jeg kom til at synge videre for Lucas, som lige fik et flip over det, og holdt sig demonstrativt for ørerne imens... Jeezzzz...

(Jeg nævner lige Linus, der sad så sødt i sin højstol og betragtede slagets gang, uden at brokke eller noget.)

Efterfølgende piskede Lucas hen til fars computer (som er den eneste der kan køre spil og Oline uden at gå ned i utide)  - 3 årig dramaqueen smed sig øjeblikkeligt på gulvet og tudbrølede (jeg mistænker ham i øvrigt for at sætte sig der, alene fordi han VIDSTE hun ville knalde helt ud, for selvom han er sød, så er han jo også bare storebror, og vildt provokerende).

Jeg opgav, gik i køkkenet for at rydde bulen, trøste Lærke, sætte opvaskeren over, trøste Lærke, gøre al Louises medicin klar, trøste Lærke.
Jeg satte vasketøj over, og tilføjede (endnu) en ren bunke på bryggersbordet - overvejede at ordne det med det samme, det lægger sig jo ikke sammen og på plads af sig selv vel... - efter to sekunder vendte jeg ryggen til det, for på den anden side, så løber det jo heller ingen steder...!

Lucas kaldte på Lærke, han havde fundet Oline frem til hende, og tilbød hende høretelefonerne - hun spillede kostbar og nægtede nu pludselig.

Han lavede sjov med hende, hun grinede først, og blev så hurtigt fornærmet = råb, skrig, skrål...

Og her var det så, at Dorthe Kollo kom ind i billedet...
En lettere omskrivning af verdenshittet fløj ud af min mund, som - ganske uden at jeg ville det - leverede en brølende sang;

GID I VAR I SKANDERBORG OG BLEV DER!!!

(Alt imens jeg leverede en zumba-rumba-lignende dans, og nynnede resten af verset...)

Ungerne stod med åben mund og polypper - gik umærkeligt hver til sit, Lærke til Oline på computeren, og Lucas tog pludselig tøj på, uden at blive husket på det igen og igen og igen og... - 

Det stod malet i deres øjne; "vores mor er skingrende vanvittig"...

Men det virkede!

Tak Dorthe K...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar