Så så man Lærke og mor stå og spejde i køkkenvinduet efter far, der kom med toget (som var 15 min. forsinket, ergo kom vi til at spejde riiiiigtig længe, til frit skue for hele vejen.)
Mor naturligvis med baby på armen.
Mens vi stod og spejdede og glædede os til at farmand returnerede til matriklen, så fik jeg den vildeste association til den der gaaaaaamle sang med Anne Dorthe Michelsen, "venter på far..."
"Vil du se mit pæne hjem.
Vil du se en lyk'lig familie.
Vil du se et hjem, med mor og med far.
Synd for dem der ingen har."
For det er jo sådan det er, det er pisse banke hårdt nogle gange, men tænk at være så heldig, at have så stor en flok... at have fire dejlige unger, der hver især er højt ønskede og længe ventede.
(Det der med det pæne hjem, det overhører vi så lige.)
Jeg gætter på, at de forbipasserende var skide misundelige... som jeg stod der, med halvtræt frits, baby i armene, tre-årig hængende halvt ude af vinduet, 7 årig konstant råbende på mor, og så lige Louise - som ganske vist ikke kunne hverken høres eller ses gennem køkkenvinduet - men som alle jo ved er der, når nu hun er det eneste kørestolsbarn i byen -:)
Jeg ville da stensikkert være ualmindelig misundelig på mig selv, men det behøver jeg jo lykkeligvis ikke, når jeg nu engang ER mig...
Hvor heldigt er DET lige!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar