fredag den 22. april 2011

I det Herrens år...

1993 - den første lørdag i september, var jeg på arbejde i Føtex... Jeg var næsten lige startet i 2.g og havde Føtex-jobbet som ekstra tjans.

Om aftenen, skulle jeg spise middag med en veninde - middagen var min gave til hende, hun havde netop haft fødselsdag.

Selvsamme dag valgte hendes kæreste at afslutte deres forhold, hun var helt knust, men vi blev enige om at tage ud at spise alligevel.

På vej hjem fra Kbh. kunne vi da lige slå et smut forbi det "lokale" disko-dasko. -
Der hvor vi ofte kom, der hvor alle kendte alle, og der hvor de var ret ligeglade med, at vi ikke var fyldt 18 - det er nok ikke meget løgn at sige, at man næsten faldt over skoletaskerne :-)

Knap en måned tidligere sluttede det 1 år lange forhold jeg havde haft, til en gymnasie-kæreste - så ingen af os var "til noget" - vi skulle bare lige ind og hilse på.

Der var rigtig mange mennesker, og liiiiige nøjagtig kun to ledige pladser ved et bord, fyldt med mennesker vi ikke kendte.

Vi satte os alligevel.

Jeg faldt i snak med min sidemand, som virkede SÅ sød, jeg var tryg ved ham og at han også var pææææn gjorde da ingenting...

Han bød på øl, og mens han hentede, kom en anden og satte sig på hans plads, ved siden af mig - frækt, så jeg bad ham lige flytte sig lidt, så min øl-henter kunne få rumpen i sædet, når han vendte retur (uhørt, og noget jeg normalt aldrig kunne have fundet på) - jeg har aldrig kunnet fordrage øl, men syntes alligevel det var lidt for meget, at bede om en drink i stedet...

Vi sludrede om mange ting - så godt som man nu kan i mørke og larm - pludselig ville min veninde hjem, hun var ked af det, så sådan blev det.

Den unge mand ved min side spurgte om han måtte få mit telefonnummer, inden vi gik. -
Det fik han.

Vi havde end ikke kysset eller holdt i hånd eller danset eller noget -  blot siddet der og snakket - men der var god kemi var der...

Nu var det jo ret længe før mobilernes tid, og jeg boede hjemme - det betød at jeg (samtidig med at jeg forsøgte, at lade som ingenting) kredsede rundt om telefonen derhjemme.

Ikke én gang forlod jeg huset...

Så endelig, sent om eftermiddagen, så ringede den sgu.
Det var min søde, pæææne snakke-ven, og jeg blev bare så glad - den boblende fornemmelse i maven kom med det samme.

Han boede på kollegie i nabobyen, så vi aftalte, at han skulle hente mig ved toget om eftermiddagen, dagen efter (i bil - uuååååå, han havde bil...)

Det første chok kom hurtigt, som han stod der og ventede ved sin bil - vi havde jo kun siddet ned og sludret, den nat to dage tidligere - så ingen af os vidste reelt hvordan den anden så ud i oprejst tilstand - det var således temmelig overraskende, da jeg stod der foran ham med mine 156 cm. og han - med sine 191 cm. - måtte bukke sig temmelig meget, for at leverer det første (af mange) kys...

Jeg kan huske det, som var det i går.


Til september er det 18 år siden.

I næste måned - den 21. maj, har vi inviteret familie og venner til dobbelt fest - her fejrer vi både vores kobberbryllup og vores 4. barns dåb.

Der har været opture og nedture - som det er tilfældet for vel de fleste.
Skæbnen har budt os lidt af hvert, og ikke kun af det sjove - men heldigvis mest af det sjove.

Summen af alle de ting gør, at vi er her i dag - sammen.
Kærligheden er endnu større end den var engang, og jeg er enig med Henrik, når han siger, at intet kan skille os ad.
Det sværeste og absolut mest hårde vi nogensinde er blevet budt, har helt sikkert været Louises sygdom, men samtidig er det uden tvivl også den der gør, at vi står her i dag, stærkere end nogensinde.

Men det er jo så en helt anden historie - og dén må I få en anden gang...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar