Operationen gik super godt i tirsdags, allerede ved ankomsten til afdelingen, charmede damen sig igennem det hele.
Da hospitalstøjet var kommet på, var hun bare SÅ klar...
Hun blev SÅ hønefuld, det var super sjovt og vildt, at se hende sådan, hun var SÅ sød, sjov og helt i en anden verden.
Hun var skide ligeglad med at de lagde venflon i hånden - og da den første ikke virkede, og de måtte lægge en ny i den anden hånd, var hun stadig fuldstændig upåvirket.
Efter knap halvanden time blev jeg ringet op, at nu var hun på opvågningen.
Det havde varet lidt længere end beregnet, dels fordi hun undervejs fik en allergisk reaktion og var hævet op og slået ud under operationen, men med medicin IV (antihistamin) var det hurtigt gået over, og dels havde det taget rigtig lang tid at vække hende.
Hun skiftevis sov og græd lidt i mine arme den næste times tid, og så var hun vågen, og spiste en is :-)
Et par timer senere bad hun om rugbrød, det syntes jeg måske var lige i overkanten, men sygepl. hentede franskbrød med pålægschokolade, og hun åd så lige tre skiver inkl. skorper og det hele - SÅ vildt!!
Hun insisterede naturligvis på at smøre madderne selv, så kender vi hende igen...
(Her tog jeg også skønne billeder, men den unge frøken har fundet ud af, hvordan man sletter billeder i telefonens fotoalbum, så dem har hun lige trykket i skraldespanden...)
Imens var Henrik alene med drengene derhjemme (Louise har været hos Irene og Bjarne, vores/hendes aflastningsfamilie) - de havde i dén grad hygget sig i haven, lavede hjemmelavede burgere og bare haft det skønt.
Jeg fik tilsendt disse fantastiske billeder...
Vi kom hjem onsdag - det var så skønt at være hjemme.
Hun er ikke til at styre på ti tønder land, det der med, at man ikke må løbe og hoppe - jamen altså, vi kan kun forsøge at begrænse det lidt, for hun drøner rundt og leger.
Hun HAR ondt i halsen, og rigtig meget i ørerne - smerterne går åbenbart lige i ørerne når mandlerne er røget - siger de...
Hun er rimelig godt smertedækket af panodil og voltaren, men når virkningen begynder at dampe af, kan man godt mærke på hende, at hun ikke er frisk og at hun har ondt.
Bas-Viola er borte for altid, hendes vidunderlige, rustne whiskey-stemme røg sammen med mandlerne.
Vi vidste det godt, men derfor er det alligevel mærkeligt at høre hendes stemme nu, hvor den er så lys og tøse-fnidret.
I går var Lærke og Lucas hos frisøren - Lucas har altid fået med maskinen, men for tre mdr. siden blev vi enige om, at det nu var slut, han så sgu så bisset ud...
Så tålmodigt har vi ventet på, at håret groede langt nok til, at frisøren kunne lave en frisure i det - det har betydet, at han de sidste 3-4 uger har lignet noget der var løgn, men det har været dét værd, for hold nu op, hvor er han bare blevet skøn at se på - at vi ventede så længe betød nemlig, at der kunne komme lidt længde på foroven, det klæder ham vildt godt...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar