Klanen...

Skærtorsdag havde vi besøg af et vennepar og deres børn.
Vi sad i haven i det super skønne vejr.
Overfor mig sad deres 9-årige datter.

Vi sludrer om løst og fast - hun er ret stille.

Pludselig lyser hun op og MÅ bare fortælle hvad hun netop har opdaget;

"Du Christina, ved du egentlig godt, at alle jeres børn starter med L?"

Hvad svarer man så lige? 

"Nææææhh, det har jeg aldrig tænkt over"...:-) Den holder jo ligesom ikke...

Men hun var bare SÅ stolt af sin opdagelse, at jeg blev temmelig ærgelig over at måtte fortælle hende, at det skam var helt med vilje.

Hun er naturligvis langt fra den første der har gjort sig den iagttagelse, så måske var det på sin plads at komme med historien om, hvorfor det er endt, som det er...

Dengang vi startede projekt familie, da havde vi allerede drengenavnet på plads - Marcus eller Lucas - vi kunne ikke enes om nogen pigenavne, men det var jo ligemeget, så længe der ingen baby var endnu...

Der gik ret lang tid - 3 mislykkede graviditeter og 4 år senere var der ENDELIG baby på vej til os - og i maj 2000 kom vores første barn til verden. Det var flere år før det blev almindeligt med NF-scanninger og midtvejsscanninger, og vi havde således ingen idé om, hvad der gemte sig i den kolossale vom.

Jeg ønskede mig så brændende en pige, at jeg havde overbevist mig selv om at det var en dreng (jeg var rædselsslagen over at føle skuffelse, HVIS nu det var en dreng, så følelsesmæssigt prøvede jeg at helgarderer mig selv - dengang kendte jeg jo ikke den ubetingede kærlighed, man føler for sine børn, en kærlighed så stor, at det er SÅ inderligt ligegyldigt om det er dreng eller pige...)

Marucs var i mellemtiden røget ud på sidelinien, så vores (måske) kommende søn skulle hedde Lucas.

Og ud kom baby - med hiv og sving - og stor opstandelse; tappen var blevet bort undervejs.
Vi havde fået en vidunderlig datter, som dog nok ville have været ret ked af, at blive kaldt Lucas.

Fødslen var ubeskrivelig rædselsfuld, og det var med nød og næppe at vores lille pige klarede skærene, hun inkasserede en hjerneblødning og et brækket kraveben på sin vej ud i verden.

(Det er selvfølgelig nærliggende at konstaterer, at det er derfor hun i dag er multihandicappet, men sådan hænger det slet ikke sammen, hun kom sig fuldt og helt oven på fødslen, hendes sygdom - Rett syndrom, der er en medfødt hjernesygdom - brød først ud næsten to år senere - mere om det en anden gang...)

Den første uge tilbragte vi på Neonatalafd.  - for hun var ret påvirket af den hårde medfart.

Det var super, super hårdt.

Vi havde stadig intet navn - vi KUNNE ikke blive enige - for enden af hendes lille vugge stod "Pige Sjøgreen" - det stod der også i journalerne og det var også sådan lægerne omtalte hende, når de talte indbyrdes og når de dikterede.
Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud, min lille, fantastiske baby pige - og så blev hun omtalt som noget så ligegyldigt som "pige Sjøgreen".

På 3. dagen meddelte jeg Henrik, da han kom op til os om morgenen, at inden han forlod sygehuset, så havde hun et navn - basta - og så var jeg i øvrigt skide ligeglad med, hvem der bestemte og hvad det blev - bare hun fik, et navn - NU!

Han foreslog Ann-Louise.- Jeg troede mine ører skulle falde af - hvor fa´en kom det dog fra?
Det havde vi da aldrig talt om - jeg svarede, at det var jeg ikke begejstret for, men Louise syntes jeg var rigtig sødt.
Så sådan blev det.

Da fødslen var så frygtelig, og jeg bestemt ikke var god til at være gravid heller, skulle vi ikke have flere børn - det aftalte vi kort efter hun kom til verden.

Meeeen - Man glemmer jo hurtigt, så da vi 3 1/2 år senere bød vores 2. barn - en søn - velkommen til verden, var der slet ingen tvivl om at han skulle hedde Lucas - det havde vi jo aftalt mange år tidligere.
For at udelukke Rett syndrom fik jeg foretaget en moderkagebiopsi - så vi vidste allerede i 12. graviditetesuge, at en dreng var på vej til os.

At de første to fik navne med L, var således ganske tilfældigt.

Og NU var det slut, allerede under graviditeten meddelte jeg, at jeg aldrig nogensinde mere ville være gravid, det var SÅ hårdt og hæsligt.

Men så var det jo, at vi glemte det igen...

Lige før Lucas fyldte 4, kom vores 3. barn til verden, også denne gang kendte vi kønnet fra 12. uge.
Endnu en datter var på vej.

Det var SÅ yt, at have børn der startede med det samme, men vi syntes egentlig det var sjovt, og blev enige om at fortsætte i samme boldgade.
Jeg fandt en liste over pigenavne med L, skrev dem ned (og udelod behændigt dem jeg ikke kunne li´...) Listen fik Henrik og Lucas.
Det tog dem 10 minutter at blive enige om, at vores kommende lillesøster skulle hedde Lærke.
Åhr, det var jeg bare så glad for, det var en af mine favoritter.

Graviditeten med Lærke var mega hård og styg, den hårdeste hidtil - og jeg var lykkelig over at vide, at det var sidste gang.
Denne gang mente jeg det, og jeg forsømte ikke én lejlighed under graviditeten, til at fortælle Henrik, at det her, det gjorde jeg ALDRIG mere.
Han var enig, selvom han altid havde ønsket sig fire børn, så kunne han godt se, at det var umuligt.

Heldigvis var hun en rigtig skrigebaby, så vi talte end ikke om muligheden for nummer fire, vi havde så rigeligt i hende...

Da Lærke var knap to år var det glemt igen (aner man et mønster) - vi legede med den helt absurde tanke, om at få nummer 4.
Fire børn, det lød helt vanvittigt.
Men lysten var der for os begge to, og vi bildte hinanden ind, at sååååååå hårdt havde det nok heller ikke været for mig, at være gravid... (tal lige om fornægtelse, men Henrik slog hovedet på sømmet, da han sagde, at det jo var så forholdsvis kort tid en graviditet varede - og børnene har man jo hele livet, jo jo, det er jo også nemt nok at sige, for dén der ikke skal rende rundt med dunken på maven, men jeg godtog...)

Så vi sprang ud i det og søsatte projekt barn nummer 4 i sensommeren 2009 - det havde tage to lange år at blive gravid med Lærke - så det forventede vi mindst at det ville tage igen - vi var jo alligevel blevet de år ældre.

Stor var overraskelsen, da jeg allerede 6 mdr. senere - stolt - kunne fremvise to streger på en pind...

Allerede inden vi fik svar på moderkagebiopsien vidste vi, at uanset barnets køn, så MÅTTE det blive et L-barn igen.
Det var ikke en mulighed nu, at vælge anderledes.

Louise, Lucas, Lærke og Søren... Det spiller ligesom ikke... og vores 4. barn skulle da ikke være udenfor.

Hovederne blev lagt i blød da svarene kom, og viste, at en sund og rask dreng var på vej.

Denne gang tog det flere måneder at nå frem til det heeeelt rigtige navn - et navn vi alle kunne li´...
Det stod og faldt mellem Linus, Lauge og Liam.
Men far og Lucas fik igen det sidste ord, så det endte med Linus.

I det daglige tænker vi aldrig over det, det er kun når nogen - som i torsdags - lige bringer det på bane.
Men NÅR vi så taler om det, så mærker jeg varmen i maven, og jeg fyldes med glæde, stolthed og lykke over, at vi har skabt vores helt egen lille klan.