Ham Linus der...

Hvem skulle nu have troet at tingene kunne ændre sig så drastisk??

De første 3 - 3 1/2 mdr. skreg han sig igennem, og vi var ved at besvime af udmattelse over, hvor hårdt det var at få nummer fire.

Hvordan fanden kunne det være SÅ meget anderledes end nummer tre?

Bortset fra, at da Linus så VAR født, ja så kom vi i tanke om hvor meget Lærke egentlig skreg...
Det havde vi sgu da lige glemt i farten :-)
Men jeg skal da lige love for at vi kom i tanke om det...

Heldigvis er det nu et overstået kapitel - jeg tror faktisk godt vi kan sige, at Linus er blevet et ret nemt barn. Mild er måske lige at stramme den, men det er fannerme tæt på!!

Han har opdaget sine søskende for alvor, han er så vild med dem, Lucas er eminent til ham, og kan så let som ingenting få ham til at grine... Lærke har været forholdsvis ligeglad med ham mens han var så ked og mor-dårlig, det var sgu svært at fortænke hende i det egentlig.

Men nu kommer hun mere og mere på banen, vi presser hende ikke, men af sig selv lavet hun sjov med ham, giver ham sutten og samler det tabte legetøj op fra gulvet igen - SÅ herligt!!

Og Louise, ja, hun er jo så umiddelbar, alle børn elsker Louise, og det gør Linus også. De to kan have den mest vedvarende og intense øjenkontakt, vi sætter f.eks. Linus på bordpladen til Louises kørestol, og sidder de ellers der og har den vildeste kontakt, og udveksler kæmpe smil og småfniser frem og tilbage...

Tænk, det varer ikke mere end et par uger, så er han et halvt år!!

Han er kæmpe stor og stærk, meget større end de andre har været, og så er han snydt ud af næsen på Henrik - han har de mest vidunderlige, lysende blå øjne, og KÆMPE store, lækre kyssekinder.

Han er bare mors dreng :-)