Louise var hos Irene og Bjarne og (min bror) Mikkel kom med (min niece) Emilie , og var her hos Lucas og Lærke - som havde glædet sig FOR VILDT - Mikkel har passet dem før, og de hygger sig bare så utroligt.
Han er fantastisk til børn og de elsker ham :-)
Ifølge Lucas, er mormor, moster og onkel Mikkel de eneste i verden der kan lave sådan RIGTIG god mad...
Suk!
Vi var afsted fra lørdag til søndag - moster og Arne lagde som vanligt hus til - denne gang var vi lidt færre end vanligt, 9 stk. - ofte er vi 12-14 stykker - men det er altid de samme der er med, og siden vi nu har gjort det 2-3 gange om året i vel 4 år, så kender vi efterhånden hinanden på kryds og tværs, så det er mindst lige så meget for hyggen, at vi er med.
Linus var et englebarn - så mild, glad og nem (fnis, hvem skulle have troet det...)
Og jo, det kan godt være, at hyggen er en stor del af det, men da jeg vandt den ene turnering (efter heads up mod Henrik) så varer det nok lidt, inden håneretten ophører :-)
På vej hjem søndag formiddag kørte Henrik bilen, Kim (svoger) sad ved siden af ham, bagved sad Linus og jeg.
Lige når man kører ind i vores by er der en viadukt, hvor toget kører ovenpå - dem der kommer FRA byen har vigepligt, vejen snævrer nemlig så gevaldigt ind, at to biler ikke kan passerer samtidig. Der er smadder fint skiltet.
Der er godt nok mange der er ret ligeglade med, at de skal holde tilbage, så man må klodse bremsen, det er SÅ irriterende - og farligt.
Heldigvis har man aldrig særlig meget fart på, på vej ind i byen, fordi der er et sving, 100 m. før viadukten.
Vi kom igennem svinget og kan se viadukten - der holder en bus (alm. stor bybus), jeg tror måske den har holdt tilbage for en bil, for der holder et par personbiler bag den.
Han skal naturligvis holde tilbage for os også - men pludselig beslutter han at forsøge, om han kan nå igennem viadukten inden vi kommer derhen...
Så sidder man der, vantro i bilen, manden klodser bremserne og heldigivs holder vi stortset stille (efter en noget vild opbremsning), inden bussen hamrer ind i os.
Vi nåede ikke ind i viadukten, det gjorde bussen, men et godt stykke efter - måske 40 meter - er vejen stadig for smal til to biler, så i stedet for at stoppe mens han kan nå det, inde i selve viadukten, vælger buschaufføren at satse på at han kan komme forbi, så han drøner ind i os, smadrer sidespejlet, der flyver ad helvede til, først op på ruden der knuses, og dernæst over i den anden side af vejen.
Der er gået hul i selve karosseriet på bilen, der er simpelthen fløjet et lille sykke af - bilen har ridser hele vejen ned langs siden.
Heldigvis var der rigtig mange vidner, både de biler der holdt der, og folk der var ude at gå.
Chaufføren prøvede et kort øjeblik at fralægge sig ansvaret - men alle så hvad der var sket, alle så, at vi kom laaangsomt om hjørnet og at han bare drønede igennem og ikke overholdt sin vigepligt.
Gudskelov at der var så mange der så det - men med ubetinget vigepligt, er der nok alligevel ikke så meget at rafle om vil jeg mene.
Det er også lige meget, humlen er, at bilen skal på værksted (på torsdag, hvor taksatoren også kommer) - vi får en lånebil i rep. perioden, men de kan IKKE give os en bil, hvor vi kan have Louise med, og de kan IKKE give os en bil, hvor der kan være i det mindste tre af vores børn.
Pis og lort og dåååååmme chauffør - og GUDSKELOV at der ikke skete noget med nogen af os - det kunne være gået grueligt galt.
Jeg er noget øm i venstre skulder og om mod nakken, fra der, hvor selen strammede til - men jeg syntes det bliver bedre, og det er nok meget normalt, efter sådan en tur.
Sådan her, ser øsen ud nu (ridserne er næsten umulige at se på billedet, som er taget hen under aften - men de er der, heeeele vejen ned langs siden, også på bagdørene - æv...)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar