På falderebet...

Det bliver lige med hiv og sving, at jeg når et blogindlæg idag...

Henrik er på vej i nattevagt, jeg har syet nogle timer, er ved at lave tøj til ungerne til vores kommende fest, hvor vi både skal have døbt Linus og som tidligere skrevet, fejre vores kobberbryllup.

Lige nu er det tøsernes tøj det gælder, skønne retro-blomstrede nederdele og Yvonne-solhatte, med kæmper skygge, sløjfe og hele lortet-:)

Nederdelene er færdige, og der er klippet til begge hatte, de bliver vendbare, så egentlig har jeg jo klippet 4 hatte.
Ja, nogen har været super effektiv!

I morgen skal der bestilles stof hjem, både duge til bordene, og lyseblå chambrey, som jeg vil lave bukser af til drengene. Spurgte Lucas om han ville have hjemmelavet tøj, eller købt. Han vælger altid det hjemmelavede, det varmer jo unægteligt en syglad mors hjerte...

Han sad med i Syværelset en times tid her til aften. Så sidder han og bygger LEGO og sludrer om at muligt mellem himmel og jord, HELE tiden kører munden.
Han ligner mig bare så meget, også af sind.
Jeg tror måske han er den af ungerne der ligner mig/min del af familien mest.

Det er skide hyggeligt, han elsker det, og spørger ofte, om jeg ikke snart skal sy noget -:)

Da han så, at pigernes tøj bliver ens, mente han bestemt også, at han og Linus' skal være ens (Linus skal selvfølgelig døbes i samme kjole som de andre er blevet, men han skal jo have skiftet tøj når vi vender hjem fra kirken) så nu må der bestilles et par meter ekstra stof.

Det er fantastisk at få gang i maskinerne igen, mange aftener er jeg alt for træt, men de gange jeg får lavet noget, så avler det bare SÅ meget energi.

Håber at kunne få rigtig gang i børnenes sommertøj, når Lærke om halvanden uge igen må komme i børnehave.

Hun driver i øvrigt sin far helt ud på sammenbruddets rand.
Det er jo meningen, at hun intet fysisk belastende må foretage sig, og naturligvis laver hun ikke andet end at løbe og hoppe rundt, far sidder med hjertet oppe i halsen, og jeg, jeg har sgu noget svært ved at holde masken, syntes det er helt vildt sjovt, at han er så nervøs over det.

Jo, jeg er måske nok lidt streng, men jeg syntes fandme det er sjovt!!

Farvel til mandler og Bas-Viola...

Så er vi ved at være ovenpå igen.
Operationen gik super godt i tirsdags, allerede ved ankomsten til afdelingen, charmede damen sig igennem det hele.
Da hospitalstøjet var kommet på, var hun bare SÅ klar...

Hun fik en lille "snaps" med beroligende medicin, allerede inden vi kom ned på operationsgangen - hun fik så lige - uden at nogen tænkte videre over det - det dobbelte af, hvad de normalt giver til børn.

Hun blev SÅ hønefuld, det var super sjovt og vildt, at se hende sådan, hun var SÅ sød, sjov og helt i en anden verden.
Hun var skide ligeglad med at de lagde venflon i hånden - og da den første ikke virkede, og de måtte lægge en ny i den anden hånd, var hun stadig fuldstændig upåvirket.

Efter knap halvanden time blev jeg ringet op, at nu var hun på opvågningen.
Det havde varet lidt længere end beregnet, dels fordi hun undervejs fik en allergisk reaktion og var hævet op og slået ud under operationen, men med medicin IV (antihistamin) var det hurtigt gået over, og dels havde det taget rigtig lang tid at vække hende.

Hun skiftevis sov og græd lidt i mine arme den næste times tid, og så var hun vågen, og spiste en is :-)

Et par timer senere bad hun om rugbrød, det syntes jeg måske var lige i overkanten, men sygepl. hentede franskbrød med pålægschokolade, og hun åd så lige tre skiver inkl. skorper og det hele - SÅ vildt!!

Hun insisterede naturligvis på at smøre madderne selv, så kender vi hende igen...

Senere, ved 18-tiden, gad hun ikke være der mere - så vi gik lidt rundt, tog elevatoren ned i forhallen, hvor der både var fine blomster og sjove skulpturer - der var også en slikautomat, hun trak en pose vingummier, og spise de fleste...

(Her tog jeg også skønne billeder, men den unge frøken har fundet ud af, hvordan man sletter billeder i telefonens fotoalbum, så dem har hun lige trykket i skraldespanden...)

Imens var Henrik alene med drengene derhjemme (Louise har været hos Irene og Bjarne, vores/hendes aflastningsfamilie) - de havde i dén grad hygget sig i haven, lavede hjemmelavede burgere og bare haft det skønt.

Jeg fik tilsendt disse fantastiske billeder...

Lækre unger!!

Vi kom hjem onsdag - det var så skønt at være hjemme.
Hun er ikke til at styre på ti tønder land, det der med, at man ikke må løbe og hoppe - jamen altså, vi kan kun forsøge at begrænse det lidt, for hun drøner rundt og leger.
Hun HAR ondt i halsen, og rigtig meget i ørerne - smerterne går åbenbart lige i ørerne når mandlerne er røget - siger de...
Hun er rimelig godt smertedækket af panodil og voltaren, men når virkningen begynder at dampe af, kan man godt mærke på hende, at hun ikke er frisk og at hun har ondt.

Bas-Viola er borte for altid, hendes vidunderlige, rustne whiskey-stemme røg sammen med mandlerne.
Vi vidste det godt, men derfor er det alligevel mærkeligt at høre hendes stemme nu, hvor den er så lys og tøse-fnidret.

I går var Lærke og Lucas hos frisøren - Lucas har altid fået med maskinen, men for tre mdr. siden blev vi enige om, at det nu var slut, han så sgu så bisset ud...
Så tålmodigt har vi ventet på, at håret groede langt nok til, at frisøren kunne lave en frisure i det - det har betydet, at han de sidste 3-4 uger har lignet noget der var løgn, men det har været dét værd, for hold nu op, hvor er han bare blevet skøn at se på - at vi ventede så længe betød nemlig, at der kunne komme lidt længde på foroven, det klæder ham vildt godt...

Det var lidt opdateringer herfra, nu må jeg hellere redde Lærke fra at fordele alt modellervoksen på gulvet...

Tag dig dog sammen...

Det har jeg sagt til mig selv de sidste to timer.
Men det bli'r ligesom ikke til noget.

I morgen tidlig kl. 8.15 skal Lærke og jeg indfinde os på øre-næse-hals-afd. på Slagelse sygehus.
Ca. Kl. 9 skal hun have fjernet mandler og polypper.

Jeg har ikke pakket en skid, jeg har ikke smurt Lucas' madpakke eller noget som helst.

Selvom det bliver fantastisk at få det overstået, så KAN jeg bare ikke tage mig sammen til at få gjort de skide få ting!

Det er bare for meget er det!!!

Så jeg har lovet mig selv, at lige efter at have trykket indlægget her ud i blog'sfæren, SÅ rejser jeg mig, det gør jeg, jeg LOVER det!

Det har været en super fin dag, men en meget, meget lang dag.
Henrik kørte på arbejde kl. 6 i morges, og vendte først hjem igen 17.30

Ungerne har været super søde.
Lucas og Lærke har faktisk leget rigtig godt sammen langt det meste af tiden. De har spist sammen i haven, de hjalp hinanden med at sætte børnemøbler op midt på græsplænen.

Lucas hentede først drikkelse til dem, og så små skåle med havregryn og mælk, tre skåle var der på hans lille bakke, de havde nemlig taget Lærkes babydukke med til bords i dukke-højstolen, og den skulle naturligvis også bespises...

Har taget de herligste billeder, men de befinder sig stadig i telefonens indre, så det må vente.

Vi vender formentlig hjem onsdag, jeg har fyldt køleskab og fryser med mange slags is, koldskål (som stavekontrollen insisterer på at lave om til kolde ål, hvor gustent...) kakomælk og youghurt, jeg satser på at prinsessens hals vil elske det!

Nu må jeg vist også hellere få lettet sugekoppen, det bliver en lang dag i morgen...

Klanen...

Skærtorsdag havde vi besøg af et vennepar og deres børn.
Vi sad i haven i det super skønne vejr.
Overfor mig sad deres 9-årige datter.

Vi sludrer om løst og fast - hun er ret stille.

Pludselig lyser hun op og MÅ bare fortælle hvad hun netop har opdaget;

"Du Christina, ved du egentlig godt, at alle jeres børn starter med L?"

Hvad svarer man så lige? 

"Nææææhh, det har jeg aldrig tænkt over"...:-) Den holder jo ligesom ikke...

Men hun var bare SÅ stolt af sin opdagelse, at jeg blev temmelig ærgelig over at måtte fortælle hende, at det skam var helt med vilje.

Hun er naturligvis langt fra den første der har gjort sig den iagttagelse, så måske var det på sin plads at komme med historien om, hvorfor det er endt, som det er...

Dengang vi startede projekt familie, da havde vi allerede drengenavnet på plads - Marcus eller Lucas - vi kunne ikke enes om nogen pigenavne, men det var jo ligemeget, så længe der ingen baby var endnu...

Der gik ret lang tid - 3 mislykkede graviditeter og 4 år senere var der ENDELIG baby på vej til os - og i maj 2000 kom vores første barn til verden. Det var flere år før det blev almindeligt med NF-scanninger og midtvejsscanninger, og vi havde således ingen idé om, hvad der gemte sig i den kolossale vom.

Jeg ønskede mig så brændende en pige, at jeg havde overbevist mig selv om at det var en dreng (jeg var rædselsslagen over at føle skuffelse, HVIS nu det var en dreng, så følelsesmæssigt prøvede jeg at helgarderer mig selv - dengang kendte jeg jo ikke den ubetingede kærlighed, man føler for sine børn, en kærlighed så stor, at det er SÅ inderligt ligegyldigt om det er dreng eller pige...)

Marucs var i mellemtiden røget ud på sidelinien, så vores (måske) kommende søn skulle hedde Lucas.

Og ud kom baby - med hiv og sving - og stor opstandelse; tappen var blevet bort undervejs.
Vi havde fået en vidunderlig datter, som dog nok ville have været ret ked af, at blive kaldt Lucas.

Fødslen var ubeskrivelig rædselsfuld, og det var med nød og næppe at vores lille pige klarede skærene, hun inkasserede en hjerneblødning og et brækket kraveben på sin vej ud i verden.

(Det er selvfølgelig nærliggende at konstaterer, at det er derfor hun i dag er multihandicappet, men sådan hænger det slet ikke sammen, hun kom sig fuldt og helt oven på fødslen, hendes sygdom - Rett syndrom, der er en medfødt hjernesygdom - brød først ud næsten to år senere - mere om det en anden gang...)

Den første uge tilbragte vi på Neonatalafd.  - for hun var ret påvirket af den hårde medfart.

Det var super, super hårdt.

Vi havde stadig intet navn - vi KUNNE ikke blive enige - for enden af hendes lille vugge stod "Pige Sjøgreen" - det stod der også i journalerne og det var også sådan lægerne omtalte hende, når de talte indbyrdes og når de dikterede.
Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud, min lille, fantastiske baby pige - og så blev hun omtalt som noget så ligegyldigt som "pige Sjøgreen".

På 3. dagen meddelte jeg Henrik, da han kom op til os om morgenen, at inden han forlod sygehuset, så havde hun et navn - basta - og så var jeg i øvrigt skide ligeglad med, hvem der bestemte og hvad det blev - bare hun fik, et navn - NU!

Han foreslog Ann-Louise.- Jeg troede mine ører skulle falde af - hvor fa´en kom det dog fra?
Det havde vi da aldrig talt om - jeg svarede, at det var jeg ikke begejstret for, men Louise syntes jeg var rigtig sødt.
Så sådan blev det.

Da fødslen var så frygtelig, og jeg bestemt ikke var god til at være gravid heller, skulle vi ikke have flere børn - det aftalte vi kort efter hun kom til verden.

Meeeen - Man glemmer jo hurtigt, så da vi 3 1/2 år senere bød vores 2. barn - en søn - velkommen til verden, var der slet ingen tvivl om at han skulle hedde Lucas - det havde vi jo aftalt mange år tidligere.
For at udelukke Rett syndrom fik jeg foretaget en moderkagebiopsi - så vi vidste allerede i 12. graviditetesuge, at en dreng var på vej til os.

At de første to fik navne med L, var således ganske tilfældigt.

Og NU var det slut, allerede under graviditeten meddelte jeg, at jeg aldrig nogensinde mere ville være gravid, det var SÅ hårdt og hæsligt.

Men så var det jo, at vi glemte det igen...

Lige før Lucas fyldte 4, kom vores 3. barn til verden, også denne gang kendte vi kønnet fra 12. uge.
Endnu en datter var på vej.

Det var SÅ yt, at have børn der startede med det samme, men vi syntes egentlig det var sjovt, og blev enige om at fortsætte i samme boldgade.
Jeg fandt en liste over pigenavne med L, skrev dem ned (og udelod behændigt dem jeg ikke kunne li´...) Listen fik Henrik og Lucas.
Det tog dem 10 minutter at blive enige om, at vores kommende lillesøster skulle hedde Lærke.
Åhr, det var jeg bare så glad for, det var en af mine favoritter.

Graviditeten med Lærke var mega hård og styg, den hårdeste hidtil - og jeg var lykkelig over at vide, at det var sidste gang.
Denne gang mente jeg det, og jeg forsømte ikke én lejlighed under graviditeten, til at fortælle Henrik, at det her, det gjorde jeg ALDRIG mere.
Han var enig, selvom han altid havde ønsket sig fire børn, så kunne han godt se, at det var umuligt.

Heldigvis var hun en rigtig skrigebaby, så vi talte end ikke om muligheden for nummer fire, vi havde så rigeligt i hende...

Da Lærke var knap to år var det glemt igen (aner man et mønster) - vi legede med den helt absurde tanke, om at få nummer 4.
Fire børn, det lød helt vanvittigt.
Men lysten var der for os begge to, og vi bildte hinanden ind, at sååååååå hårdt havde det nok heller ikke været for mig, at være gravid... (tal lige om fornægtelse, men Henrik slog hovedet på sømmet, da han sagde, at det jo var så forholdsvis kort tid en graviditet varede - og børnene har man jo hele livet, jo jo, det er jo også nemt nok at sige, for dén der ikke skal rende rundt med dunken på maven, men jeg godtog...)

Så vi sprang ud i det og søsatte projekt barn nummer 4 i sensommeren 2009 - det havde tage to lange år at blive gravid med Lærke - så det forventede vi mindst at det ville tage igen - vi var jo alligevel blevet de år ældre.

Stor var overraskelsen, da jeg allerede 6 mdr. senere - stolt - kunne fremvise to streger på en pind...

Allerede inden vi fik svar på moderkagebiopsien vidste vi, at uanset barnets køn, så MÅTTE det blive et L-barn igen.
Det var ikke en mulighed nu, at vælge anderledes.

Louise, Lucas, Lærke og Søren... Det spiller ligesom ikke... og vores 4. barn skulle da ikke være udenfor.

Hovederne blev lagt i blød da svarene kom, og viste, at en sund og rask dreng var på vej.

Denne gang tog det flere måneder at nå frem til det heeeelt rigtige navn - et navn vi alle kunne li´...
Det stod og faldt mellem Linus, Lauge og Liam.
Men far og Lucas fik igen det sidste ord, så det endte med Linus.

I det daglige tænker vi aldrig over det, det er kun når nogen - som i torsdags - lige bringer det på bane.
Men NÅR vi så taler om det, så mærker jeg varmen i maven, og jeg fyldes med glæde, stolthed og lykke over, at vi har skabt vores helt egen lille klan.

Prinsesse Guldlok og Frøken eventyrlysten...

Louise har lige været i bad - mens jeg fønner hendes hår, ærger jeg mig (for 1000. gang) over, at hun ikke kan have sit hår løst fordi hun kører sådan rundt med hovedet, og nakkestøtten ville desuden filtre det konstant.
Hun har det smukkeste, tykke, bløde og gyldne hår (det har hun naturligvis arvet fra sin mor).

I dag gør vi et forsøg - igen - og ser, om det ikke kan lade sig gøre, at have det halvløst, blot med lidt af det oppe - også for at skåne håret, der uværgeligt lider lidt under den samme hestehale/de samme fletninger dag ud, og dag ind.

Det var en hård omgang at være i bad, prinsessen var mere end søvning efterfølgende, et lille smil kunne det dog blive til alligevel...

Det var ikke kun Louise det var hårdt for, moren svedte også, og måtte selv i bad bagefter - først sad Lærke med nede på badeværelset - så skred hun - og da jeg lige nu er eneste voksne i hytten, var det bare om at slå lyttebøfferne ud, hun kan finde på hvad som helst nemlig...

Så med håndklædet om mig, drønede jeg ned i stuen, for at se, hvorfor der var så stille.
Her er hvad jeg fandt;

Hun havde skam først bygget hule, både af egen dyne, af sofaens tæpper og af Linus´ legegulv...
Dernæst havde hun været i køleskabet og hente det hjemmelavede modellervoks, som hun nu var i gang med at trille til lange slanger...

Jeg formanede om at blive lige dér, til jeg lige havde været nede og få tøj på.

"Ja jaaaaa mor..."

Se lige, hvad hun nåede, på de minutter det tog mig at blive lidt anstændig;

Hun havde såmænd været i køkkenet (igen) for at hente gryde, tallerken og hvidløgspresseren, som hun fremtryllede de smukkeste mini slanger med.
(Jeg undrede mig over det snuller der lå i gryden, og bestemt ikke passede med formen på det, der var på vej ud af hvidløgspresseren - jeg spurgte hvad det var, og hun fes ud og hentede rivejernet, og viste mig, at det var det, hun havde brugt - OG efterfølgende sat i opvaskemaskinen....)

Årh, hun er sgu for sjov...

I det Herrens år...

1993 - den første lørdag i september, var jeg på arbejde i Føtex... Jeg var næsten lige startet i 2.g og havde Føtex-jobbet som ekstra tjans.

Om aftenen, skulle jeg spise middag med en veninde - middagen var min gave til hende, hun havde netop haft fødselsdag.

Selvsamme dag valgte hendes kæreste at afslutte deres forhold, hun var helt knust, men vi blev enige om at tage ud at spise alligevel.

På vej hjem fra Kbh. kunne vi da lige slå et smut forbi det "lokale" disko-dasko. -
Der hvor vi ofte kom, der hvor alle kendte alle, og der hvor de var ret ligeglade med, at vi ikke var fyldt 18 - det er nok ikke meget løgn at sige, at man næsten faldt over skoletaskerne :-)

Knap en måned tidligere sluttede det 1 år lange forhold jeg havde haft, til en gymnasie-kæreste - så ingen af os var "til noget" - vi skulle bare lige ind og hilse på.

Der var rigtig mange mennesker, og liiiiige nøjagtig kun to ledige pladser ved et bord, fyldt med mennesker vi ikke kendte.

Vi satte os alligevel.

Jeg faldt i snak med min sidemand, som virkede SÅ sød, jeg var tryg ved ham og at han også var pææææn gjorde da ingenting...

Han bød på øl, og mens han hentede, kom en anden og satte sig på hans plads, ved siden af mig - frækt, så jeg bad ham lige flytte sig lidt, så min øl-henter kunne få rumpen i sædet, når han vendte retur (uhørt, og noget jeg normalt aldrig kunne have fundet på) - jeg har aldrig kunnet fordrage øl, men syntes alligevel det var lidt for meget, at bede om en drink i stedet...

Vi sludrede om mange ting - så godt som man nu kan i mørke og larm - pludselig ville min veninde hjem, hun var ked af det, så sådan blev det.

Den unge mand ved min side spurgte om han måtte få mit telefonnummer, inden vi gik. -
Det fik han.

Vi havde end ikke kysset eller holdt i hånd eller danset eller noget -  blot siddet der og snakket - men der var god kemi var der...

Nu var det jo ret længe før mobilernes tid, og jeg boede hjemme - det betød at jeg (samtidig med at jeg forsøgte, at lade som ingenting) kredsede rundt om telefonen derhjemme.

Ikke én gang forlod jeg huset...

Så endelig, sent om eftermiddagen, så ringede den sgu.
Det var min søde, pæææne snakke-ven, og jeg blev bare så glad - den boblende fornemmelse i maven kom med det samme.

Han boede på kollegie i nabobyen, så vi aftalte, at han skulle hente mig ved toget om eftermiddagen, dagen efter (i bil - uuååååå, han havde bil...)

Det første chok kom hurtigt, som han stod der og ventede ved sin bil - vi havde jo kun siddet ned og sludret, den nat to dage tidligere - så ingen af os vidste reelt hvordan den anden så ud i oprejst tilstand - det var således temmelig overraskende, da jeg stod der foran ham med mine 156 cm. og han - med sine 191 cm. - måtte bukke sig temmelig meget, for at leverer det første (af mange) kys...

Jeg kan huske det, som var det i går.


Til september er det 18 år siden.

I næste måned - den 21. maj, har vi inviteret familie og venner til dobbelt fest - her fejrer vi både vores kobberbryllup og vores 4. barns dåb.

Der har været opture og nedture - som det er tilfældet for vel de fleste.
Skæbnen har budt os lidt af hvert, og ikke kun af det sjove - men heldigvis mest af det sjove.

Summen af alle de ting gør, at vi er her i dag - sammen.
Kærligheden er endnu større end den var engang, og jeg er enig med Henrik, når han siger, at intet kan skille os ad.
Det sværeste og absolut mest hårde vi nogensinde er blevet budt, har helt sikkert været Louises sygdom, men samtidig er det uden tvivl også den der gør, at vi står her i dag, stærkere end nogensinde.

Men det er jo så en helt anden historie - og dén må I få en anden gang...

Hvordan Dorthe Kollo reddede min morgen...

Henrik stod op kl. 4, for at køre på arbejde (den stakkel, når han nu først var hjemme 19.15 i aftes, lortevagter han har for tiden...)

De bedste morgener er vel egentlig, når ungerne vågner sådan lidt ad gangen, og ikke som i morges, hvor de alle 4 var vågne og friske, og gerne ville have mors hjælp - NU!!!

Slet ikke når moren egentlig gerne vil starte morgenen sådan lidt roooooligt, først på badeværelset, så en god kop kaffe, og ja, i det hele taget hører moren til den type mennesker, der har vanskeligt ved at tale rent før kl. 10...

Det harmonerer IKKE med 4 børn!

Jeg vågnede ved at Lucas og Lærke lå under fars dyne ved siden af mig, og så på billeder, på Lucas´ Nintendo - Linus vrøvlede løs i vuggen, og var liiiidt sur - mine ører opfangede Louises kalden i det fjerne (lyde, grin, sure lyde, lidt mere grin).

Åh ja, den varme dyne var en saga blot - men da jeg så så, at klokken var 7.45 - ja så blev jeg alligevel lidt glad, for den KUNNE jo lige så godt have været 6...

Da jeg var færdig på badeværelset opdagede jeg, at jeg havde glemt at tage mit tøj med derned, men det føltes jo lidt dumt at gå forbi Louise, som hun lå der i sengen og var vågen, for at gå ned og hente det  - så uden at tænke videre over de store panorama-vinduer ud mod haven (og bagboen), vaskede jeg Louise og fik hende op i sin stol, just iført Eva-kostume...:-)

Ned i stuen med Louise (og mor stadig iført Eva-outfittet) var de to mellemste godt i gang med at tage livet af hinanden.
De fik lige læst og påskrevet, mens jeg hentede (egentlig meget tålmodig) Linus i vuggen.

Fik lavet en flaske og givet ham den ( havde nu fået en kaffetår samtidig, pyhhhh, salig fryd)  - meeeen, bassen er jo mindst 15 min. om at spise, det er LÆNGE at vente på morgenmad for en 3-årig - hun blev tilbudt inden, men var jo i fuld gang med at aflive sin storebror, og havde ikke lyst - samme lyst indfandt sig naturligvis i det sekund, jeg satte flasken for munden af rå-sulten baby.

Linus måtte således indtage sin morgenbitter, omgivet af meget utålmodigt pigebarn på den ene side, og storebror på den anden - godt i gang med SIN morgenmad, han er nu sød Lucas, han tilbød Lærke sin hjælp, men i morges var det KUN mor der duede - møgunge - men så måtte hun jo vente. -

Da Linus var færdig, fik Lærke sin morgenmad - Louises sondemad blev sat i gang, og så startede The Never Ending Story; tandbørstnings-rækkefølge-helvedet; hvem skal have børstet først i dag, og hvorfor er det rimeligt/ikke rimeligt, og hvorfor smager den tandpasta så skrækkeligt, og det kan godt være Lærke og Louise gerne vil have at man synger for dem imens, men det vil Lucas eddermame ikke, og HUSK det nu lige ik´!!

Nå, Louise tabte lodtrækningen (surprise) og blev den første - Lærke med hiv og sving den anden, og så var jeg jo så godt i gang med sangene, at jeg kom til at synge videre for Lucas, som lige fik et flip over det, og holdt sig demonstrativt for ørerne imens... Jeezzzz...

(Jeg nævner lige Linus, der sad så sødt i sin højstol og betragtede slagets gang, uden at brokke eller noget.)

Efterfølgende piskede Lucas hen til fars computer (som er den eneste der kan køre spil og Oline uden at gå ned i utide)  - 3 årig dramaqueen smed sig øjeblikkeligt på gulvet og tudbrølede (jeg mistænker ham i øvrigt for at sætte sig der, alene fordi han VIDSTE hun ville knalde helt ud, for selvom han er sød, så er han jo også bare storebror, og vildt provokerende).

Jeg opgav, gik i køkkenet for at rydde bulen, trøste Lærke, sætte opvaskeren over, trøste Lærke, gøre al Louises medicin klar, trøste Lærke.
Jeg satte vasketøj over, og tilføjede (endnu) en ren bunke på bryggersbordet - overvejede at ordne det med det samme, det lægger sig jo ikke sammen og på plads af sig selv vel... - efter to sekunder vendte jeg ryggen til det, for på den anden side, så løber det jo heller ingen steder...!

Lucas kaldte på Lærke, han havde fundet Oline frem til hende, og tilbød hende høretelefonerne - hun spillede kostbar og nægtede nu pludselig.

Han lavede sjov med hende, hun grinede først, og blev så hurtigt fornærmet = råb, skrig, skrål...

Og her var det så, at Dorthe Kollo kom ind i billedet...
En lettere omskrivning af verdenshittet fløj ud af min mund, som - ganske uden at jeg ville det - leverede en brølende sang;

GID I VAR I SKANDERBORG OG BLEV DER!!!

(Alt imens jeg leverede en zumba-rumba-lignende dans, og nynnede resten af verset...)

Ungerne stod med åben mund og polypper - gik umærkeligt hver til sit, Lærke til Oline på computeren, og Lucas tog pludselig tøj på, uden at blive husket på det igen og igen og igen og... - 

Det stod malet i deres øjne; "vores mor er skingrende vanvittig"...

Men det virkede!

Tak Dorthe K...