søndag den 29. juli 2012

Tænk, at jeg turde...

I morgen er det tre uger siden det skete.
Jeg fik lavet min allerførste tatovering!

Hvem skulle nu have troet det...

Tre måneder skulle vi vente på tiden, det var sgu længe, så længe at vi, dengang vi bookede, ikke havde tænkt over at Lucas var hjemme.

Så han fik valget mellem at komme med eller være hos en kammerat.
Han valgte at tage med, og var vildt interesseret i det hele.

Vi har i årevis talt om at få lavet et monogram med vores forbogstaver.
Moster tegnede en masse forslag.
To af dem var særligt gode, så dem tog vi med og bad tatovøren lavet et udfra de to, altså en blanding af de to.

Det blev SÅ fint.

Det var mig først, og for saaaaatan altså, hvor gjorde det bare helt vildt ondt!
Til gengæld vil jeg så sige, at det efterfølgende ikke har gjort nær så ondt som jeg havde frygtet/forventet.
En smule sved det de første par dage (men ikke i nærheden af smerten ved en solskoldning f.eks.) og efter 5-6 dage mærkede jeg den ikke mere.

Jeg fik den på højre skulderblad, ganske diskret.
Jeg ELSKER den.

Henrik fik en magen til på venstre overarm.
Vi kunne ikke have den samme sted, fordi jeg har den fikse ide at det er helt vildt ukvindeligt med tatoveringer på overarmen, og han ville død og pine have den et synligt sted.

Billederne er taget samme dag de blev lavet, så rødmen omkring alt det sorte er nu naturligvis forsvundet.







Vi havde booket en dobbelt tid, fordi Henrik længe har drømt om at få børnenes navne og data på armen.

I december måned var jeg på den årlige konfektweekend, og pludselig tikkede der en MMS ind fra Henrik;




Han havde længe talt om at få mit navn, og pludselig skulle det så altså være, han valgte at få vores bryllupsdato også.
(Sikke en kærlighedserklæring...-:))

Det var et lille sidespring, I know, men måtte vise billedet, fordi Henrik, da vi havde fået lavet monogrammerne, spurgte tatovøren om han kunne lave den med børnenes navne i ca. samme stil.

Og tatovøren, han greb Henriks arm, og så skrev han simpelthen direkte på armen med sort tusch. Vi var noget forbløffende og fulde af imponade over at han bare lige kunne det.

Derefter blev den lavet, og den er bare helt fantastisk...







Og mig... Ja, jeg er stadig stolt over, at jeg turde... -)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar