Musikken fyldte rigtig, rigtig meget i mit liv, og jeg kunne spille time efter time, dag efter dag...
I en lang periode havde vi ikke selv klaver, så cyklede jeg de 10 km. ind til mormor og morfar og øvede mig på morfars klaver.
Det fik jeg senere lov at låne, det stod på mit værelse... Salig fryd.
Jeg holdt op med at spille da jeg flyttede hjemmefra, uden at tage klaveret med. Havde åbenbart så travlt med at blive voksen og frigjort, at jeg bare lukkede øjnene.
De følgende år, ikke så meget som rørte jeg en tangent.
For to år siden, da jeg var højgravid med Linus, var mormor og morfar ved at gøre klar til at flytte. Der var ikke længere plads til klaveret, og mormor spurgte om jeg ville have det herned.
Glæden var stor, da det ankom.
Det var godt præget af at være flittigt brugt i mere end 50 år (morfar købte det fra nyt) jeg overvejede hvordan jeg skulle fikse det op.
Men jeg spillede ikke på det.
Et helt år mere skulle der gå, og så er vi fremme ved oktober sidste år. Vi holdt fødselsdag for børnene og Mikkel, min bror, havde sin guitar med og spilede og sang så ikke et øje var tørt, han var lige blevet færdig med en skøn version af Beatles' Blackbird.
Han havde flere gange pirket til mig, og gjorde det nu igen.
Delte sin hemmelige drøm med mig, at komme ind på det rytmiske konservatorie, han mente så bestemt, at jeg skulle hjælpe ham og spille med ham til optagelsesprøven.
Hødr!
Jeg måtte grine, jeg kunne sikkert ikke engang spille lille Peter edderkop...
Samme lørdag aften begyndte tanken at spire.
Senere så man mig liste ned til klaveret med den bærbare under armen, et print af noderne til Blackbird og links til et par youtube klip også.
Næste dag kunne jeg stolt SMS'e Mikkel resultatet, indstillede Blackbird på Iphonen og sendte det til ham.
Han ringede fluks og var bare kisteglad, sådan næsten rørt. Det gav ekstra meget gejst, og jeg spillede og spillede. Meddelte Henrik to dage senere at vi var nødt til at leje et digitalt klaver, så jeg kunne øve om aftenen når ungerne sov.
Den var han med på (jeg må sige, at lige meget hvilke skøre ideer og hobbys jeg har fundet på i årenes løb, så har han bare bakket 100% op... På dette punkt er han, også, helt fantastisk.)
To dage senere fræsede vi til København og hjembragte et stage piano som vi hos Pianorent havde lejet, for den latterlige sum af 150 kr. om måneden.
Lykken var gjort, jeg spillede og spillede og spillede. Den ene melodi efter den anden, mens jeg hele tiden mærkede, hvor meget jeg har manglet musikken i mit liv.
Vi lavede musikhjørne i stuen, med effekttapet og hvad har vi, det blev SÅ fint.
I foråret fik vi en uventet økonomisk saltvandsindsprøjtning.
Det gjorde det muligt at købe vores helt eget. Henrik var ved at forberede herreturen til Le Mans, så han syntes det var heeeelt rimeligt.
Igen kørte vi sammen til København og fik fantastisk hjælp og vejledning hos 4sound.
Det endte igen med et stage piano, nemlig Rolands flagskib lige i denne kategori
Det er vildt fantastisk, lyden og anslaget er uforligneligt, både med og uden høretelefoner, det lejede lød forfærdeligt uden høretelefoner.
Sådan ser det ud i musikhjørnet nu, det er så her, at jeg de sidste 9 mdr. har tilbragt rigtig, rigtig mange timer...
Morfars gamle klaver har fået ny revival, i forbindelse med at vi for nylig har ommøbleret og flyttet rundt overalt, så ungerne kunne få hver deres værelse.
Det er blevet malet.
Pink.
Det er VILDT flot, og heldigvis syntes morfar det ser helt fantatisk ud. Selvom jeg havde fået frit slag, så betyder det alligevel en del, at han syntes det er blevet fint.
Det fungerer nu som en slags rumdeler i husets kæmpe værelse, så sover Louise på den ene side og vi har krea-hygge-rum på den anden side.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar