mandag den 21. februar 2011

Om savn...

Et ganske særligt savn altså...

Krea-savn.

Mit kreative gen er udsultet og udhungret og svinder sgu snart helt ind, hvis jeg ikke snart får gang i det igen.

Jeg sukker henført, hver gang jeg går igennem syværelset (og da det er et gennemgangsværelse, der både fører til ungernes værelse og badeværelset, er det temmelig tit det sker) - lægger ofte lige en hånd på stof-stablerne, der ligger så nydeligt på hylderne - det er helt forkert - at det ligger nydeligt altså - og det gør det af den simple årsag, at jeg ikke har syet i månedsvis, og derfor ikke har haft mulighed for at rode det hele godt til som jeg plejer...

Jeg kaster kærlige blikke på mine tre elskede symaskiner - alle kurvene med garn og beholderne fyldt med hæklenåle.

Jeg har ikke syet siden jeg var gravid - og holdt endda helt op over en måned før jeg fødte - og da Linus er 4 mdr. i dag, så er det eddermame snart længe siden!!!

Sidst jeg hæklede, var dagen før jeg fødte.

Jeg SAVNER at skabe, at være kreativ og at sy.

Men tiden og energien har ikke været til det.

Nu begynder det snart at vende - jeg kan mærke det - mærke at jeg godt nok stadig er møg-træt, når kl. er 20 og hele bundtet sover sødt - men også at jeg langsomt FÅR mere energi om aftenen, og snart er det på tide at få gjort det sidste klar i syværelset, så jeg kan komme i gang igen.

Jeg tror det handler om at få taget hul på bylden.

Ihhh, som jeg dog glæder mig - jeg skal sy bukser til Linus (som har vokseværk) og til Lærke - som også gerne vil have nogle kjoler og nederdele - jeg skal hækle hårdims til Louise - have lavet noget mere filtmad til legekøkkenet, og og og....................

Måske i aften...

Måske...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar