På Slyngebarn er der rundt regnet 7000 slyngler samlet på ét sted - det er et ganske specielt og ganske særligt folkefærd.
Slyngebarn er et ualmindeligt rummeligt og empatisk forum.
Jeg har faktisk aldrig oplevet noget lignende.
Man "kender" hinanden - ofte uden rigtig at gøre det alligevel.
Dvs. ganske mange har jo mødt hinanden i det virkelige liv, til slyngemøder osv.
Slyngler står på pinde for at hjælpe hinanden - både med ord, tanker og endda også handling.
Slyngekarma kaldes det.
Manden har altid syntes det var noget underligt noget.
I de tre år jeg har huseret på Slyngebarn har han både vendt øjne og smågrinet MANGE gange.
Men efterhånden har han lært det - er vi i tvivl om noget (også selvom det ikke gælder børn) så er standardbemærkningen altid; "spørg lige på Slyngebarn..."
Jeg har flere gange sendt karma-pakker afsted - manden syntes jeg var FOR mærkeligt.
Men pludselig mærkede vi det selv.
For et par år siden, da Louise var indlagt - nok en gang - var det ganske alvorligt med hende, hun havde blodforgiftning, og var ved at dø fra os.
Herhjemme bankede det således flere gange på døren, og Interflora rakte smukke buketter med rørende kort ind til os.
Det var meget fantastisk.
Op til fødslen af Linus, og i ugerne efter væltede det ind af døren med slyngekarma - søde kort, små og store pakker med alskens dejlige slyngetanker; hjemmestrikkede små huer, overtøj, uldtøj og andet lækkert tøj til Linus, ammethe, brystpumpe, kaffe, lækker chokolade, hjemmebagte småkager, mere tøj, babylegetøj, en skøn ringslynge osv. osv.
SÅ måtte manden give fortabt, og indrømme, at de altså er ret fantastiske, sådan nogle med-slyngler.
At føle sig så tænkt på og værdsat...
Det er almindelig at låne ting til hinanden - og fovente at få dem retur - også selvom man aldrig har set hinanden i det virkelige liv - således har jeg lige nu to vikler, som jeg har lånt af to forskellige slyngler.
På slyngebarn slynger man - selvfølgelig - med ringslynger, lommeslynger, strækvikler, fastvikler, div. (ergonomisk korrekte) bære"dimser" osv.
Slyngeriet er naturligvis essensen af Slyngebarn - men det er også SÅ meget andet - det er et forum fyldt op md en kolossal viden om alt muligt.
Jeg har slynget i over 7 år - jeg købte den første slynge, da jeg ventede Lucas - fordi jeg syntes det virkede enormt smart, at selv nyfødte må være der i ubegrænset tid, at man kan amme i dem osv. - vældig fikst, når vi nu havde Louise, der dengang var 3 1/2 og på vej til at få sin første kørestol.
Slyngerne har givet mig frihed, til at komme udenfor døren, selvom jeg har Louise med i kørestolen.
(Og nu her med Linus giver de mig muligheden for at lave noget med de andre børn, selvom han allerhelst vil være hos mig heeeeele tiden.)
For nylig oplevede jeg atter noget super skønt, fra en medslyngel.
Det er jo ingen hemmelighed at Linus har været - og er - en ret følsom, og meget let-til-gråd baby.
Jeg var for besværet under graviditeten til at få syet en slyngevugge, og for en måneds tid siden var Ingamamma fra Slyngebarn (SB) så storsindet at låne os deres, som fluks kom med posten.
Og magen til vidunderlig ting - den er SUPER skøn, og vugger - med sin kæmpe fjeder - blidt Linus i søvn. Sådan en burde enhver småbørnsfamilie eje...
Her er et billede fra i formiddag, da bassen lå og snorkede...
Nå ja, og så lige et par bonus billeder taget her til aften... Nøj, han bliver sgu stor... Og INGEN fare for brune øjne her, hans øjne har den mest vidunderlige blå farve - ligesom fars og Louises - det er jo da også ganske passende at have to børn med brune øjne og to med blå - det er da temmelig godt ramt :-)
Altså, man bliver jo omgående tilgivet for sine tude-tendenser og mor-afhængighed, når man er SÅ lækker...:-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar